Asaa Borger- og Håndværkerforening stiftet 1907
Gennem alle årene har Asaa Borgerforening virket for by og egn ud fra det formål at planlægge, fremme og støtte det praktiske og kulturelle liv til gavn for beboerne, med andre ord – medvirke til at sprede lys i arbejde, som ved fest.
Karakteristisk er det da også, at foreningens første opgave netop var at sørge for rent bogstaveligt, at lyset kom til at skinne, idet man tog initiativet til at få oprettet et elektricitetsværk.
Det var begyndelsen. Senere var det vandværk, det gjaldt, og i de hektiske år, oprettelse af jernbaner satte sindene i bevægelse, efter at banen Sæby-Nørresundby var taget i brug, gik Asaa Borgerforening energisk ind for at skaffe banen også til Asaa med linjeføring til Ørsø. Anstrengelserne kronedes med held, da myndighederne vedtog at supplere Sæbybanen med en stikbane Ørsø-Asaa, en begivenhed, der blev fejret ved banens indvielse i 1914.
Samlende midtpunkt for byens interesser
Borgerforeningen har gennem årene været vågen over for byens interesser. Da man i 1911 ville nedlægge posthuset i Asaa, fik Borgerforeningen dette hindret ved henvendelse til regering og rigsdag. Borgerforeningen sørgede for, at byen blev aktionær i Sæbybanen og derved også kunne få indflydelse på Asaabanens køreplan. Den tog sig af oprettelse af offentlige badeværelser om vinteren og badning i havet om sommeren, hvor foreningen administrerede badehuse på Asaa havn.
Kulturelle aktiviteter
Det er naturligvis kun et lille udpluk af Borgerforeningens virke i dens første år. Blandt foreningens kulturelle aktiviteter kan nævnes, at den gav tilskud til ubemidlede elevers undervisning i privatskolen, der blev oprettet i 1916. Borgerforeningen arrangerede teateraftener og koncerter, bl.a. med Aalborg Byorkester. I 1937 oprettede Borgerforeningen Teknisk skole, som den drev i en årrække, indtil den nye strukturform overflødiggjorde de tekniske aftenskoler på landet.
Asaa Borgerforening ydede tilskud til biblioteket, før dette blev overtaget af kommunen, og ligeledes har foreningen støttet idrætten i Asaa og givet tilskud til Det lokalhistoriske Arkiv.
Hestevæddeløb og strandfest
I 60 år har Asaa Borgerforening holdt strandfest, og i forbindelse hermed hestevæddeløb i 50 år.
Strandfesten har sit navn fra den tid. da der i begyndelsen af 20’erne arrangeredes flyvning i forbindelse med festen. Flyvningen fandt nemlig sted på strandengene, der var en udmærket startplads for de små enmotores fly, der fløj med passagerer, og her har mange nordjyder fået deres luftdåb.
Da Borgerforeningen i 1927 holdt sit første hestevæddeløb, havde ingen kunnet forudse, at løbene skulle blive medvirkende til, at Asaa blev kendt som væddeløbsby over hele landet. I 1943 kunne Borgerforeningen købe arealet »Bokær«, hvor hestevæddeløbene fandt sted. Det betød, at man nu kunne lave en permanent væddeløbsbane. Gennem årene er der købt betydelige omliggende arealer, og banen er blevet forbedret og udvidet, så den er blevet godkendt af Foreningen for Travsport i Danmark.
Plejehjem – Turisme
Hestevæddeløbene har givet Asaa Borgerforening et godt økonomisk grundlag at arbejde på. Det var således foreningen, der skabte et fond til oprettelse af byens plejehjem. Gennem dette fond kunne Borgerforeningen tilbyde kommunen en byggegrund samt et større beløb til byggeriet.
Det er også Borgerforeningen, der gav turismen i Asaa og dermed i Dronninglund kommune en god start. Det begyndte sidst i 30’erne med et turistudvalg i Borgerforeningens regi, indtil den nuværende Turistforening blev stiftet i 1947.
Trestjernet campingplads
Asaa Borgerforenings største opgave har været anlæg af campingplads, der blev taget i brug 1969. Det blev straks fra starten en trestjernet campingplads, som hurtigt fik ry for at være blandt Danmarks bedste lejrpladser med alle moderne faciliteter og med den store swimmingpool, der er en særlig attraktion for campinggæsterne, som kommer fra store dele af Europa.
Det har naturligvis været en stor udskrivning for Borgerforeningen, men nu da pladsen er solgt kan foreningen så påtage sig nye opgaver.